Juleklip med genbrugsmaterialer

Temaet for eftermiddagen var julepynt lavet af genbrugsmaterialer, og således blev der fremtryllet både engle og stjerner ved hjælp af gamle bøger og æggebakker. Alle fordybede sig i at klippe og folde - limstifter og sakse blev flittigt brugt, og snakken gik, mens vi alle hjalp hinanden med de forskellige teknikker og ikke mindst: beundrede hinandens fine kreationer, når de blev færdige.

Tiden fløj afsted, og da arrangementet nåede sin ende, fik dem, der havde lyst, materialer med hjem til at fortsætte julerierne derhjemme. Der er noget ganske særligt over at mødes med andre om at være kreativ.

Vidste du, at der findes flere forskellige kreative grupper i Folkehuset Kolt-Hasselager? Lige fra patchwork til strik og åbent værksted. Måske kunne det være noget for dig? Du kan læse mere om de forskellige grupper og finde oplysninger om kontaktpersonerne her.

Hvis du har et særligt ønske til en aktivitet, som ikke allerede findes i folkehuset, må du meget gerne kontakte samskabelseskonsulent Charlotte Pless på pchv@aarhus.dk.