Guidet naturvandring i Vildskoven

Guidet naturvandring i Folkehuset Kolt-Hasselager

”Man ser jo området med helt nye øjne, næste gang man går tur i Vildskoven.”

Begejstringen var stor på den guidede naturvandring i Kolt-Hasselagers baghave, Vildskoven, søndag den 13. august. Der blev sat navne på en masse af de hjemmehørende blomster og set alt fra tårnfalken, der styrtdykkede efter noget, som nok kunne spises, til troldænder, der svømmede fornøjede rundt i vandhullerne, og den fine blåfugl, som sad og nød et hjørne, hvor kællingetand stod i fuldt flor.

Spørgelysten blandt deltagerne var stor, og når fuglene skulle studeres, gik kikkerten på omgang. De lokale guider, Mads Meilandt Sørensen og Kim Poulsen, delte gavmildt ud af deres enorme viden om både urter og dyrelivets gang i Vildskoven og forklarede blandt andet, hvordan man kan kende fuglene fra hinanden - også på afstand. Mads og Kim bruger en stor del af deres fritid på at tælle arter og observere fuglelivet i området og har en imponerende viden om det lokale naturliv.

Slutteligt bød folkehuset på kaffe og kage i skoven, og snakken gik om alt det, der var blevet set og hørt. Selvom hver eneste lille blomst var blevet nærstuderet og der var spottet mange dyr i skoven denne søndag, var det som om, at der stadig var en masse at undersøge og kigge nærmere på. Deltagerne kom med en stor opfordring til de lokale guider om at gentage succesen. 

"Det er jo noget af det, der er så fantastisk ved naturen; at den er i konstant forandring. Der er altid er noget nyt at komme efter, år efter år," siger Charlotte Pless, samskabelseskonsulent i Folkehuset Kolt-Hasselager, der havde prikket de to lokale naturnørder, Mads og Kim, på skuldrene og spurgt, om de ikke kunne have lyst til at indvie resten af byen i deres store viden om naturen i og omkring Kolt-Hasselager. 

Arrangementet var stablet på benene som en del af Folkehuset Kolt-Hasselagers grønne fokus.