Fremtidens insekthoteller i LEGO

Der var bjerge af legoklodser på bordene i Folkehuset Kolt-Hasselagers café, da børn, forældre og bedsteforældre mødte op til en kreativ aften i klimaets tegn den 1. juni.

Opgaven lød: Byg fremtidens insekthotel i LEGO.

Og der blev bygget til den helt store guldmedalje, imens der blev snakket lystigt om ideer og udfordringer undervejs. Nogle byggede wellness områder til bierne, andre havde fokus på jordbierne og andre igen havde fokus på at bygget et insekthotel, hvor det vil være muligt for børn at komme tæt på og se på de mange insekter.

Du tænker måske: "Kan vi bekæmpe klimakrisen ved at bygge med legoklodser!?"

Charlotte Pless, samskabelseskonsulent i folkehuset, svarer til det: "Selvfølgelig bekæmper vi ikke klimakrisen ved at bygge med legoklodser. Men vi kan bruge klodserne til at tænke ud af boksen, sætte en dialog i gang og måske finde på nye metoder til at gøre en forskel for vores natur. Det er dét, LEGO lægger op til med deres kampagne 'Build the Change', som vi blev inspireret af."

Tiden fløj af sted med lego-byggeri, og det var svært at lægge klodserne fra sig, da det blev tid til at sluttede aftenen af med en hyggelig fællesspisning. Alle var enige om, at sådan et arrangement ville de meget gerne deltage i igen en anden gang.