Fællesspisning, fællesråd og fastelavnspynt

I februar var Kolt-Hasselager Fællesråd blevet inviteret til at være med og det var helt oplagt, da der to dage inden havde været borgermøde, så der til fællesspisningen var god mulighed for at få fulgt op med spørgsmål, der var opstået på bagkant af borgermødet.

Sideløbende med gode, uformelle snakke med fællesrådet var der dækket op til kreative sysler for børn og barnlige sjæle. Der blev klippet og klistret og tegnet og farvet på livet løs inden, vi alle gik til bords og nød en dejlig middag sammen.

Antal deltagere til fællesspisningerne har været støt stigende, siden vi første gang åbnede dørene for konceptet, og til dagens fællesspisning var vi 62 borgere på tværs af alle aldre. Det er så skønt at vi kan samles på den måde og både gense gamle bekendtskaber og skabe nye. Det giver smil på læberne og mætte maver at være med til fællesspisning i folkehuset, og der er altid plads til flere.

Næste fællesspisning er d. torsdag d. 14.3. Denne gang er der påsketema, og caféen byder på tunmousse, tarteletter med høns i asparges, skidne æg og hjemmebagt brød. Dørene åbner til påskekreativiteter kl. 16.30 og vi går til bords kl. 17.30. Man kommer til, som det lige passer ind i dagens program. Husk blot tilmelding til caféen på sms til 21 17 14 15.