Gå til hovedindhold

Tak til folkehusenes fantastiske frivillige

I anledning af Frivillig Fredag takker vi de mange frivillige, der hver dag gør en kæmpe forskel i vores alles folkehuse.

Indhold

    I dag er det Frivillig Fredag! Over hele landet fejrer og synliggør man det frivillige sociale arbejde og den kæmpe forskel, frivillige gør.

    I folkehusene siger vi også en kæmpe tak til alle de seje frivillige og medskabere, der hver dag gør en forskel i vores alles folkehuse. De står for alt fra koncerter og keramik til motion og madfællesskaber. Fotoklubber og foredrag til brætspil og barselshygge - og meget, meget mere.

    Tak for jeres initiativ.
    Tak for at starte nye fællesskaber og invitere flere med.
    Tak for at have øje for hinanden i fællesskaberne.
    Tak for hjælpen i caféen og som chauffør på ture ud i det blå.

    Tak for jer! 

    I løbet af året siger vi tak med blandt andet fredagsbarer, kurser, guidede ture, musikoplevelser og high fives - og et helt almindeligt, kærligt og vigtigt 'tak'.

    Her i sensommeren inviterer vi til særlige frivilligfejringer med blandt andet frivilligbrunch med bobler og frivilligfest med livemusik i anledning af Frivillig Fredag. Fejringer, hvor den lokale anerkendelse og det lokale netværk på tværs af de frivillige er i fokus.

    Vil du være med?

    Kunne du tænke dig at blive en del af folkehusenes frivillige fællesskab, kan du kontakte den lokale frivilligkonsulent for at høre mere om mulighederne.

    Sidst opdateret: 26. september 2025