Folkehus-konceptet er noget helt særligt
Vidste du, at vi kan være ret stolte af vores folkehuse i Aarhus Kommune? Huse, hvor unge som ældre kan låne lokaler til åbne aktiviteter. Huse med læsegrupper, træningshold, fællesspisninger, kreagrupper, værkstedsgrupper, koncerter, foredrag, foreningsaktiviteter, barselsgrupper og meget mere.
Otto Ohrt, Sundhedschef, Trine Holst, Jakob Bavnshøj og Jens Sønderbæk, Ledere af folkehusene i Aarhus.
Vi vil gerne hylde folkehusenes frivillige for alt det fantastiske, de skaber. De sikrer fællesskaber, oplevelser og arrangementer for lokalområdet, og uden dem var der ingen folkehuse. Samtidig vil vi opfordre til, at endnu flere tager imod invitationen til at være medskaber af fremtidens folkehuse – både indhold og rammer. Kun med lokalt engagement kommer husene til at matche lokalområdets ønsker og behov. Og det er netop det, folkehusene kan. I dag danner husene rammer om særligt seniorfællesskaber og har rigtig stor betydning for mange ældres trivsel. Det skal vi bevare, samtidig med, at vi inviterer flere ind. For alle kan have brug for et fællesskab, og mødet på tværs af generationer kan noget helt særligt.
Nationalt og internationalt
Både på tværs af landet og i udlandet kigger man mod Aarhus’ folkehuse efter inspiration til, hvordan man kan arbejde med fysiske rammer som middel til at få mennesker til at mødes i meningsfulde fællesskaber. Nogle steder har de fællesskabshuse, men slet ikke i det antal, vi har i Aarhus. Samtidig er de ofte afgrænsede til særlige aldersgrupper, og mange steder kræver fællesskabet en visitation fra kommunen for at komme med, eller en forenings CVR-nummer for at låne eller leje lokaler.
Alle kan være med
I folkehusene er alle aldre velkomne, og du behøver ikke at være medlem af en forening eller blive visiteret af kommunen. Tværtimod. Alle, der har lyst, kan starte nye aktiviteter op og låne gratis lokaler, så længe fællesskabet er åbent for flere. I Aarhus tror vi nemlig på, at alle – uanset alder, social baggrund eller størrelsen af ens netværk – kan have brug for et lokalt fællesskab.
Fællesskaber for flere
Folkehusene er fantastiske rammer til at forebygge og bekæmpe ensomhed, og ensomheden kan ramme os alle. Igennem processen med fremtidens folkehuse er det blevet tydeligt, at folkehusene er slået igennem som opskriften på noget, der virker i lokalmiljøet, og rammerne skal over de kommende år åbnes op til at favne endnu flere fællesskaber. Mange huse har ledige lokaler om aftenen og i weekenden, og det matcher godt med de nye målgrupper, vi gerne vil nå ud til, så vi i endnu højere grad kan forebygge ensomhed i et 0-100 års perspektiv.
Tag del i den lokale udvikling
Vi glæder os til at følge og understøtte videreudviklingen af vores aarhusianske folkehuse. Der er et stort potentiale for, at husene kan lægge rammer til endnu flere generationsfællesskaber, møder på tværs af kulturer, skabe mere lighed i sundhed og i endnu højere grad spille sammen med det lokale foreningsliv.
Men der er brug for lokale kræfter til at udvikle folkehusene i de retninger, der giver størst værdi lokalt. Vi håber, at nuværende brugere såvel som potentielle brugere og lokale foreninger tager imod den åbne invitation til at være med til at forme fremtidens folkehuse. Kom med dine idéer og byd dig gerne til, når idéerne skal blive til virkelighed. Det er i samspillet lokalt, at magien bag murstenene opstår.
Find dit folkehus
Find dit lokale folkehus her og tag del i husets fremtid.