Gå til hovedindhold

Børnebanko og fællesspisning på tværs af generationer

Med en aldersspredning fra et halvt år til nogle-og-firs var der fuld generations-plade til nyt initiativ i Folkehuset Stavtrup.

Indhold

    "Ryst posen," råber en pige, og posen bliver igen rystet til børnebanko i Folkehuset Stavtrup. Koncentrationen er til at føle på, og spændingen stiger. Kristina, der driver husets café, hiver nummer 90 op af posen. "Gamle Ole!" råber en dreng. Børnene har godt styr på spillet, brikkerne kommer raskt på pladerne, og snart bliver der råbt "Banko!" 

    Med popcorn og saltstænger på bordene er der skruet op for hyggen denne sommeraften i juni, og efter fem spil banko med flotte præmier er det tid til fællesspisning. Rundt om bordene sænker roen sig blandt børn, forældre og bedsteforældre, imens de spiser pasta med kødsauce og råkostsalat. 

    Arrangementet slutter, og aftenens værter gør status. Birthe Christensen, der er frivillig i folkehuset cafét, deler her sin anmeldelse af det nye initiativ: 

    "Det var så dejligt at være en del af et fællesskab, hvor børn fra 1/2 år til ældre på 80 år var samlet om en fælles aktivitet. Alle var glade og havde det godt sammen. Det er blandt andet det, et folkehus kan. At samle folk på tværs af alder til hyggelige, fælles aktiviteter. Så mærker man, at folkehuset lever op til sit navn," siger hun med et smil.

    Og Birthe har helt ret. Folkehusene er for alle, og mange oplever, at der sker noget særligt, når vi mødes på tværs af alder om fællesspisninger, bankoarrangementer, sommerfester, loppemarkeder, koncerter og meget mere i folkehusene. Om arrangementer med fokus på fællesskab; hvor man ikke kun er til samme arrangement side om side, men hvor man får anledning til at snakke med nye mennesker og få nye bekendte i sit lokalområde.

    Er du blevet nysgerrig efter at vide mere om, hvad du kan være en del af i dit lokale folkehus?

    Find dit nærmeste folkehus her og følg med i husets aktiviteter og arrangementer. Kontakt din lokale frivilligkonsulent, hvis du har idéer til nye initiativer og kunne tænke dig at være med til at prøve noget nyt af.

    Sidst opdateret: 29. juni 2026