Projekt F:LOK bringer folkehuse og lokale kræfter sammen
Torsdag markerede vi med et festligt kickoff i Kulturhus Bunkeren, at vi er kommet godt i gang med projekt F:LOK – Folkehuse og Lokale kræfter. Et projekt, der med udgangspunkt i seks temafolkehuse skal afprøve nye måder at skabe endnu mere liv, endnu flere fællesskaber og endnu mere engagement i de aarhusianske folkehuse.

Over 70 frivillige, lokale kræfter og samarbejdspartnere havde tilmeldt sig arrangementet. Der var god energi og forventningsglæde blandt deltagerne, der alle var mødt op for at netværke, høre oplæg, dele deres gode idéer og få en masse inspiration.
Lokale kræfter og nye samarbejder
Eftermiddagen bød på en status på projektets første halve år, hvor der blandt andet er etableret lokale projektgrupper med nuværende frivillige og nye lokale kræfter, der skal bidrage med viden, idéer og erfaringer, når folkehusene skal afprøve og udvikle nye tiltag og samarbejder.
På stande kunne deltagerne møde de seks temafolkehuse i projektet, der skal arbejde med lighed i sundhed, generationsbrobygning, sundhed og bevægelse, kultur og fællesskaber, samarbejde med det lokale bibliotek og fællesskab i opland.
Blandt deltagerne på dagen var Kirstine Bruun, teamleder i Aarhus Bibliotekerne. Hun er med i den lokale projektgruppe i Folkehuset Tranbjerg, der skal arbejde med temaet ”Samarbejdet med det lokale bibliotek”. Kirstine fortæller om dagen:
”Jeg synes, det har været spændende at se bredden i projektet og se, hvad der foregår andre steder i byen. For os på bibliotekerne er det interessant at opdage samarbejdsmuligheder på tværs af distrikter – og samtidig se de fælles værdier, vi bygger på.”
Flere fra det aarhusianske foreningsliv deltog også og var nysgerrige på samarbejdsmuligheder ind i projektet, heriblandt Thomas Grasbakken fra DGI Østjylland:
”Jeg er her, fordi vi kigger ind i mulige samarbejder. Det har været godt at få en tydelig introduktion til, hvor projektet er nu, og hvor det skal hen. Jeg tager indsigt med hjem og idéer til, hvordan vi kan bidrage.”
Et projekt til gavn for alle folkehuse
I projektet er der et stort fokus på, hvordan den viden, de seks temahuse opnår, kan komme alle folkehuse til gavn. Lene Jensen, medlem af rådet i Folkehuset Vestervang, understregede netop dette:
“Vi er ikke et af temahusene, og jeg er her i dag for at finde ud af, hvad projektet kan betyde for os. Dagen har givet gode idéer til, hvordan vi kan lære af de andre – for eksempel Møllestien, der arbejder med bevægelse.”
Det næste skridt i projektet bliver at sætte konkrete initiativer i gang lokalt. Og Gurli Madsen, medlem af rådet i Folkehuset Harlev, glæder sig:
“Det har været fantastisk at få indblik i, hvad der venter. Nu glæder jeg mig til at gå hjem og se på, hvordan vi kan udnytte vores rammer bedre – og åbne dørene endnu mere for lokalsamfundet.”
Om Projekt F:LOK – Folkehuse og Lokale kræfter
- Projektet er støttet af Nordea-fonden og skal være med til at afprøve nye måder at skabe endnu mere liv, endnu flere fællesskaber og endnu mere engagement i de aarhusianske folkehuse.
- Sammen med lokale aktører vil vi blandt andet blive klogere på, hvordan vi kan invitere mere mangfoldighed ind og arbejde med frivillighed på nye måder.
- Seks temafolkehuse danner base for projektet, men projektet favner alle folkehuse. Der vil under hele projektet være fokus på, hvordan læring kan deles på tværs, og hvordan alle folkehuse, der har lyst, kan dele og gå på rov i hinandens gode erfaringer.