Gå til hovedindhold

Nye fællesskaber på fodboldbanen

Sved på panden, grin på banen og en god snak over kaffen bagefter. Det er opskriften på det nye gå-fodboldhold i Trige, som er blevet til i et samarbejde mellem ST70 Fodbold, DBU Jylland og Folkehuset Trige.

Indhold

    Folkehuset Trige er en del af projekt F:LOK – Folkehuse og Lokale kræfter, der arbejder for at skabe nye fællesskaber og aktiviteter i lokalområdet. Da projektmedarbejder i Folkehuset Trige, Louise Madsen, blev præsenteret for idéen om gå-fodbold, var hun derfor heller ikke i tvivl om, at folkehuset skulle være med.

    "Vi håber, at deltagerne får et fællesskab og har det sjovt. Et plus er selvfølgelig, at de får pulsen op og får rørt sig. På den måde gør vi noget godt både fysisk og mentalt," fortæller hun.

    Mere end motion

    Gå-fodbold spilles uden løb, tacklinger og hårde sammenstød, hvilket gør det muligt for mange at være med – uanset alder, erfaring og fysisk form.

    For 71-årige Tom Vandsted blev gå-fodbold en mulighed for at blive ved med at være aktiv, selvom kroppen ikke længere kan det samme som før.

    "Jeg har altid været aktiv, men jeg har en rygskade, og jeg kan ikke spille almindelig fodbold længere. Jeg tænkte egentlig ikke, at det ville gå så godt, men jeg er blevet positivt overrasket over, hvor meget jeg faktisk kan.”

    For Tom er det netop kombinationen af motion og leg, der gør forskellen.

    "Bolden lokker til at få pulsen op. Der er konkurrence, når der er en bold, og man bliver udfordret på en anden måde."

    Tredje halvleg i folkehuset

    Efter træningen fortsætter fællesskabet i Folkehuset Triges café. Her mødes deltagerne til kaffe og brød, og samtalerne fortsætter ofte længe efter, at boldene er pakket væk.

    "Det er vigtigt, at der er et hus, man kan gå ind i bagefter. Det er her, man lærer hinanden at kende og får talt om andet end træningen," siger Louise.

    Selvom motionen var det, der trak Tom til holdet, har fællesskabet overrasket positivt.

    "Jeg kendte ikke de andre på forhånd. Fodbold kan forene forskelligheder. Mødtes vi kun socialt, var jeg nok ikke kommet”.

    Gå-fodbold er åbent for alle. På holdet er der både mænd og kvinder, tidligere fodboldspillere og deltagere, som aldrig før har sparket til en bold. Fælles for dem er lysten til at bevæge sig og være en del af et fællesskab.

    Der er fortsat plads til flere på holdet, og nye deltagere er velkomne til at kigge forbi og prøve det af.

    Vil du være med?

    • Gå-fodbold er åbent for alle. På holdet er der både mænd og kvinder, tidligere fodboldspillere og deltagere, som aldrig før har sparket til en bold. Fælles for dem er lysten til at bevæge sig og være en del af et fællesskab.

    • Der er fortsat plads til flere på holdet, og nye deltagere er velkomne til at kigge forbi og prøve det af.

    • Vil du være med? Læs mere om sted, tidspunkt og kontaktoplysninger her:

    Projekt F:LOK - Folkehuse og Lokale kræfter

    • Samarbejdet mellem Folkehuset Trige, ST70 Fodbold og DBU Jylland er en del af projektet F:LOK – Folkehuse og Lokale Kræfter. Gennem projektet udvikles nye tilbud og arrangementer.

    • F:LOK er støttet af Nordea-fonden og arbejder med at afprøve nye måder at skabe mere liv, stærkere fællesskaber og øget engagement i de aarhusianske folkehuse.
    • Folkehuset Trige er ét af seks temafolkehuse i projektet, men erfaringer og aktiviteter deles på tværs, så alle folkehuse kan lade sig inspirere og tage del i udviklingen.

    Sidst opdateret: 3. juni 2026