Gå til hovedindhold

Lokale kræfter samlede Tranbjerg om grønne hverdagshandlinger

Grøn comfort food, tøjlapning, inspiration og nye værktøjer. I uge 17 gik en række lokale aktører sammen med Folkehuset Tranbjerg og Tranbjerg Bibliotek om en temauge i de grønne hverdagshandlingers tegn.

Indhold

    Maden var farverig. Valgmulighederne mange. Smagene mættende – og menuen helt uden kød, da folkehuset og biblioteket inviterede til grøn fællesspisning for hele familien som en del af temaugen Fødevarer, forbrug og fællesskaber.

    Temaugen udspringer af bibliotekernes nationale verdensmålsuge, der hvert år sætter fokus på FN’s 17 verdensmål i uge 17. I Tranbjerg blev ugen i år løftet i fællesskab mellem folkehuset og Tranbjerg Bibliotek med bidrag fra både kirken og Bylivshuset K10.

    "Vi drømte om at skabe en uge, der konkret inspirerer borgerne i Tranbjerg til at handle grønnere i hverdagen. Tidligere har vi bl.a. afholdt tøjbyttemarked i forbindelse med ugen, men i år har vi skabt endnu flere aktiviteter sammen med folkehuset og andre partnere", fortæller biblioteksmedarbejder Maria Grønnebæk.

    Gennem en række åbne arrangementer kunne borgerne blive klogere på, hvordan verdensmålene kan omsættes til konkrete handlinger i hverdagen.

    Fra AI til lapning og grønne smagsoplevelser

    Ugen bød på både ny viden, praktiske workshops og fællesskaber med bæredygtighed som omdrejningspunkt.

    I bylivshuset K10 inviterede syværkstedet I Tråd med Verden indenfor til workshop i lærredsstopning, hvor deltagerne fik konkrete teknikker til at forlænge tøjets levetid.

    I folkehuset holdt biblioteksmedarbejder Mette Lausen oplæg om, hvordan AI kan bruges til at “tømme køleskabet” og planlægge måltider. Efterfølgende kunne deltagerne nyde en grøn fællesspisning med inspiration til nye vaner i køkkenet.

    Kogebogsforfatter og blogger bag Vegetarisk Hverdag, Camilla Skov, der var inviteret af folkehuset og biblioteket, trak fulde huse med et foredrag om smag, mæthed, fermenteret chili og grøn comfort food.

    Temaugen blev rundet af med tøjbyttemarked på centertorvet foran biblioteket, hvor borgere kunne aflevere og tage tøj med hjem.

    En succes, der skal gentages

    Temaugen blev taget godt imod lokalt.

    "Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger før, under og efter ugen. Det grønne fylder meget for mange, men det kan være svært at vide, hvor og hvordan man skal starte. Her kan vi som lokale institutioner være med til at gøre det konkret og tilgængeligt", siger Stine Hamann Pedersen, projektmedarbejder i Folkehuset Tranbjerg.

    Hun peger på, at kombinationen af fællesskab og konkrete handlinger har haft stor betydning:

    "Mad er noget, vi alle er fælles om, men vores vaner er dybt forankrede. Når man får nye værktøjer og smagsoplevelser og prøver det af i fællesskab, bliver det nemmere at omsætte intentioner til handling. Og så er det bare fedt at se borgere i alle aldre kaste sig ud i noget uvant og opdage, at det hverken er svært eller farligt."

    Folkehuset og biblioteket planlægger allerede nu at gentage temaugen næste år og videreudvikle konceptet.

    Projekt F:LOK - Folkehuse og Lokale kræfter

    • Samarbejdet mellem Folkehuset Tranbjerg og Tranbjerg Bibliotek er en del af projektet F:LOK – Folkehuse og Lokale Kræfter. Gennem projektet udvikles nye tilbud og arrangementer.

    • F:LOK er støttet af Nordea-fonden og arbejder med at afprøve nye måder at skabe mere liv, stærkere fællesskaber og øget engagement i de aarhusianske folkehuse.
    • Folkehuset Tranbjerg er ét af seks temafolkehuse i projektet, men erfaringer og aktiviteter deles på tværs, så alle folkehuse kan lade sig inspirere og tage del i udviklingen.

    Sidst opdateret: 21. maj 2026