Aarhus Jazz Orchestra vækker musikken af The Beatles til live i folkehusene

Beatles-musik i folkehusene

”With a little help from my friends”

Velklingende The Beatles-numre vil strømme ud fra 12 aarhusianske folkehuse, når syv musikere fra Aarhus Jazz Orchestra spiller koncerter i perioden d. 9.-11. og 15.-17. maj. Publikum kan se frem til at høre jazzede fortolkninger af både velkendte og mindre kendte numre, såsom Yesterday, Penny Lane og When I’m Sixty-Four.

Christian Budde, Rådmand for Sundhed og Omsorg, er en af dem, der glæder sig til de kommende koncerter:

"Gode fællesskaber og relationer er vigtige for vores trivsel og livsglæde. Kulturarrangementer inviterer alle aarhusianere - også dem, der normalt ikke deltager i kulturlivet - til at være en del af fællesskabet og synge med ”lidt hjælp fra vennerne”. Jeg glæder mig til koncerterne,” siger Christian Budde, Rådmand, Sundhed og Omsorg.

En højtskattet tradition

Det er efterhånden blevet en højtskattet tradition for Aarhus Jazz Orchestra hvert forår og efterår at besøge aarhusianske folkehuse med koncerter skræddersyet til både nuværende og kommende brugere af husene. Det er en samarbejdsaftale med Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, der gør det muligt for orkestret at levere gratis musikoplevelser i øjenhøjde med borgerne i kommunens folkehuse.

For Anders Ørbæk, orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra, har det stor værdi at spille koncerter i kommunens folkehuse:

”Gennem flere år har Aarhus Jazz Orchestras musikere spillet koncerter på op mod 24 folkehuse om året takket være en samarbejdsaftale med Sundhed og Omsorg,” siger Anders Ørbæk, orkesterchef for Aarhus Jazz Orchestra. ”Det giver utrolig god mening at komme ud og møde byens borgere i øjenhøjde og præsentere jazzen i helt andre rammer, end vi er vant til.”

Nedenfor finder du en oversigt over koncerterne. Alle er velkomne.

TID OG STED

9. maj kl. 13.00 i Folkehuset Vejlby
9. maj kl. 16 i Folkehuset Vestervang
10. maj kl. 13 i Folkehuset Tilst
10. maj kl. 16 i Folkehuset Tranbjerg
11. maj kl. 16 i Folkehuset Stavtrup
11. maj kl. 19 i Folkehuset Hjortshøj
15. maj kl. 13 i Folkehuset Skejby
15. maj kl. 16 i Folkehuset Ankersgade
16. maj kl. 13 i Folkehuset Brabrand
16. maj kl. 16 i Folkehuset Beder
17. maj kl. 16 i Folkehuset Åbyhøj
17. maj kl. 19 i Folkehuset Harlev