Gå til hovedindhold

Klar, parat, ÅL! Bevægelse og nye bekendtskaber

Heppende holdkammerater, sved på panden og masser af god energi. Det var stemningen i Folkehuset Ankersgade, da seniorer fra syd-, nord- og midtbyen var samlet til en dag fyldt med sjove dyster, bevægelse og fællesskab.

Indhold

    Arrangementet ”Byens bedste ÅL” er blevet til i et samarbejde mellem Folkehusene, Folkestedet og Folkesundhed Aarhus. Projektleder i F:LOK – Folkehuset og Lokale kræfter, Ole Grøndahl Jørgensen, fortæller:

    "Vi holder Byens bedste ÅL for at styrke samarbejdet mellem de forskellige arrangører og for at skabe større kendskab til deres tilbud. Samtidig håber vi at kunne skabe relationer gennem noget, der er sjovt og tilgængeligt for alle."

    Nye relationer

    Dagen begyndte med fælles opvarmning, hvor instruktør Bente Buch stod forrest og viste vejen. Med armsving, udstrækninger og enkle bevægelser blev kroppen varmet op og stemningen sat. Smilene var store, og der blev grinet, mens deltagerne fulgte med i øvelserne.

    Herefter blev deltagerne opdelt i hold, så der både var mulighed for at samarbejde med kendte ansigter og lære nye mennesker at kende. Og netop derfor deltog 93-årige Gudrun fra Viby også:

    "Jeg er her, fordi jeg måske træffer nogle, jeg kender, men også fordi jeg håber at møde nogle nye. Det er rart at komme ud og være sammen med andre."

    Leg som indgang til bevægelse

    Holdene dystede i løbet af dagen mod hinanden i en række forskellige aktiviteter. Her gjaldt det blandt andet om at ramme bolde i bægre, ramme balloner med ærteposer, stable kartofler og løse forskellige hjernespil.

    "Vi leger for lidt, og legen er en rigtig god indgang til bevægelse, fordi deltagelsestærsklen er lav. Til Byens bedste ÅL kan alle derfor være med", forklarer Ole Grøndahl Jørgensen.

    Håbet med arrangementet er, at flere seniorer finder vej ind i fællesskaberne, og at dagen fører til nye relationer på tværs af både folkehuse, frivillige og deltagere. Derfor arbejder arrangørerne også på at gentage arrangementet.

    "Vi ser på muligheden for at gøre det hele igen til juni, hvor vi kan bruge Frederiksbjerg Parken. Det giver mulighed for at udvide både aktiviteterne og antallet af deltagere", siger Ole.

    Og 93-årige Gudrun fra Viby er ikke i tvivl om, hvorvidt hun vil deltage igen:

    "Det har været sjovt og en rigtig god dag. Jeg har mødt nye mennesker og jeg deltager gerne en anden gang."

    En del af F:LOK – Folkehuse og Lokale kræfter

    Klar, parat, ÅL! er en del af F:LOK - Folkehuse og Lokale Kræfter:

    • Projekt F:LOK er støttet af Nordea-fonden og skal være med til at afprøve nye måder at skabe endnu mere liv, endnu flere fællesskaber og endnu mere engagement i de aarhusianske folkehuse.
    • Seks temafolkehuse danner base for projektet, men projektet favner alle folkehuse. Der vil under hele projektet være fokus på, hvordan læring kan deles på tværs, og hvordan alle folkehuse, der har lyst, kan dele og gå på rov i hinandens gode erfaringer.
    • Kom og vær med eller kom med ideer til, hvordan vi skaber endnu mere liv, engagement og endnu flere fællesskaber i de aarhusianske folkehuse. Læs mere her: 

     

    Sidst opdateret: 23. januar 2026