Gå til hovedindhold

Hvad drømmer du om i dit lokalområde?

I Projekt Folkehuse og Lokale kræfter afprøver vi sammen med aarhusianerne nye måder at skabe endnu mere liv, endnu flere fællesskaber og endnu mere engagement i folkehusene. Derfor søger vi lige nu inspiration til, hvad der kan tiltrække nye brugere og grupper.

Indhold

    Er der en interesse, du kunne tænke dig at dyrke lokalt, eller noget, du gerne vil mødes med andre om i dit lokalområde? Så vil vi gerne høre fra dig.

    Vi har allerede været på gaden i Trige, Harlev og Vejlby for at høre, hvad lokale borgere ønsker sig, at deres folkehus skal kunne. Her er, hvad Charlie, Søren og Connie fortalte os.

    Fællesspisning og møder på tværs af generationer

    Charlie, der i foråret er flyttet til Trige med sin mand og børn, drømmer om et folkehus, der kan bringe mennesker sammen:

    ”Som tilflytter kunne det være hyggeligt med noget fællesspisning, hvor man møder andre familier, der også har små børn. Det kunne også være hyggeligt med aktiviteter på tværs af generationer.”

    Et sted med faste rammer og fleksible muligheder

    Søren fra Harlev er formand for den lokale frimærkeklub. Han er ikke i tvivl om, hvad han drømmer om:

    ”Der skal være nogle lokaler, hvor vi i frimærkeklubben kan mødes fast hver 14. dag. Og hvis der er kantinefaciliteter eller en cafe, vil det være rigtig spændende, hvis man samtidig kunne benytte sig af det”.

    Et positivt fællesskab

    Connie fra Vejlby, lægger vægt på, at folkehuset skal være et sted med positiv energi og glæde. Og så vil hun gerne være en del af et madfællesskab, hvor hun er med til at lave maden og får inspiration til dette:

    “Hvis jeg skal være en del af et fællesskab, så skal det være positivt – ikke handle om sygdom og at have ondt. Vi har brug for noget positivt, og et folkehus kan være med til at give det. Og så kunne jeg drømme om et madfællesskab, hvor man får ny inspiration til, hvad man kan spise. Og jeg vil derfor også gerne være med til at lave maden”.

    Hvad drømmer du om?

    I Aarhus har vi 34 folkehuse – og vi vil gerne høre din mening: Hvad drømmer du om i dit lokalområde?

    Vi tager alle besvarelser med som inspiration til vores videre arbejde på tværs af folkehusene. Hvis du vil høre om mulighederne for at starte et nyt initiativ op i dit lokale folkehus, kan du kontakte den lokale frivilligkonsulent.

    Du kan også gå på opdagelse og se, hvad dit lokale folkehus rummer i dag: Find dit folkehus

    Er du nysgerrig på at vide mere om Projekt F:LOK? Så kan du læse mere om projektet her: Projekt F:LOK - Folkehuse og Lokale kræfter

    Sidst opdateret: 26. maj 2025