Folkehusene fejrer de mange fantastiske frivillige
I anledning af Frivillig Fredag takker vi de mange frivillige, der hver dag gør en kæmpe forskel i vores alles folkehuse.
I dag er det Frivillig Fredag!
Over hele landet fejrer og synliggør man det frivillige sociale arbejde og den kæmpe forskel, frivillige gør.
I folkehusene siger vi også en kæmpe tak til alle de seje frivillige og medskabere, der hver dag gør en forskel gennem fællesskaber og gode oplevelser i vores folkehuse. De står for alt fra koncerter og keramik til motion og madfællesskaber. Fotoklubber og foredrag til brætspil og barselshygge - og meget, meget mere.
I løbet af året siger vi tak med blandt andet fredagsbarer, kurser, guidede ture, musikoplevelser og highfives - og et helt almindeligt, kærligt og vigtigt 'tak'. Den anerkendelse, der for os at se er allervigtigst. Men derfor er det alligevel en kæmpe fornøjelse at bruge Frivillig Fredag ugen til at sige et ekstra stort tak med særlige fejringer som frivilligbrunch med bobler, humoristiske foredrag og fest med dans og DJ.
Så herfra også et kæmpe tak de frivillige på billedet: Olav, korformand i Folkehuset Risskov, Mie, eventfrivillig i Folkehuset Møllestien, Rikke, opstarter af brætspilscafé i Folkehuset Tranbjerg, Claus, brugerrådsmedlem i Folkehuset Harlev - og alle de andre megaseje frivillige ude i folkehusene!
Her kan du læse, hvad de siger om det at være frivillig.
Jeg elsker at være med, hvor det sker, og melder mig nok i bund og grund, fordi jeg kan lide at få indflydelse – lide at skabe noget, der giver værdi for andre. Det giver mig så meget igen. Jeg melder mig på banen, når der er arrangementer, der passer i kalenderen, og tager fat med det, der er brug for. Jeg elsker at engagere mig og gøre en forskel. Det har jeg altid gjort, og jeg kan slet ikke lade være.
Vi er et ambitiøst kor, og jeg er ambitiøs på vores vegne. Selvom vi er amatører, er vi dygtige, og vi vil altid gerne blive bedre. Som formand samler jeg ny inspiration fra andre kor, kommer med nye idéer og sørger for, at vi er i bevægelse og prøver nye ting af. Koret er et sted, hvor jeg både kan udvikle mig og have det sjovt. Nogle gange kan jeg godt være træt og tænke ”jeg gider ikke i dag”, men så snart jeg går ind ad døren til en øvetime i Folkehuset Risskov, forsvinder den følelse. Humøret vender, og jeg kommer hjem fyldt med energi.
For mig handlede det mest bare om, at jeg gerne ville ses med nogen lokalt i Tranbjerg, og det var vigtigt for mig, at det ikke var noget med, at jeg skulle forpligte mig til en hel masse – at jeg bare kunne møde op og være her. Da jeg lagde et opslag op i Tranbjerggruppen på Facebook, tror jeg, der var 300 likes, og så kom der bare en masse folk. Det var virkelig fedt.
For mig handler det først og fremmest om det lokale. Jeg holder af Harlev, og jeg vil gerne være med til at gøre en forskel dér, hvor jeg bor. Jeg synes samtidig, at der er noget helt særligt ved at tage en idé, samle de rigtige mennesker omkring den og se den udvikle sig til noget, der rent faktisk lykkes. Frivilligt arbejde er ikke kun møder, referater og praktiske opgaver. Det giver faktisk en rigtig god fornemmelse i kroppen, når man går hjem og ved, at man har bidraget med noget. Måske noget stort, måske noget ganske småt – men noget, der har gjort en forskel for andre.
Vil du være med?
Kunne du tænke dig at blive en del af folkehusenes frivillige fællesskab?
Læs mere om mulighederne for at blive frivillig her