Gå til hovedindhold

Et nyt uderum skal samle Trige

Den nye gårdhave i Folkehuset Trige skal danne rammen om leg, fællesskab og gode møder. Nu står uderummet klar til at blive taget i brug af både børn og voksne.

Indhold

    Gårdhaven er etableret som en del af projekt F:LOK – Folkehuse og Lokale kræfter. Her kan børn og voksne mødes om spil, aktiviteter og hyggelige stunder, og gårdhaven er åben for alle. Senere på året bliver området udvidet med et udekøkken, hvor man kan grille og spise sammen.

    Den nye gårdhave blev indviet onsdag, hvor borgere fra Trige lagde vejen forbi for at fejre de nye rammer. Børn malede sten og muleposer, en ballonkunstner delte ballonfigurer ud, fællessangen lød, og grillen var tændt.

    "Visionen med gårdhaven er at skabe et område, der inviterer til fællesskab. Vi vil gerne gøre det endnu mere attraktivt at bruge folkehuset og samtidig vise, at huset er for alle", siger projektmedarbejder Louise Madsen.

    Blandt gæsterne var Adrian Patrascu, som havde taget sin datter med.

    "Vi kender allerede folkehuset og har været med til nogle aktiviteter. Det er virkelig dejligt, at der også bliver lavet noget for børnefamilier – det er der ikke så meget af her i området. Vi kommer helt sikkert igen og glæder os til at bruge gårdhaven", fortæller han.

    Et sted, hvor alle er velkomne

    Gårdhaven er indrettet med blandt andet petanquebane, borde og bænke samt spil som cornhole, stigegolf og klodsmajor. Området er åbent for alle og gratis at benytte.

    "Vi håber, at gårdhaven bliver et sted, hvor både børn og voksne samles. Det kan være bedsteforælderen, der tager sit barnebarn med en formiddag, eller børnefamilien, der mødes en lørdag. Måske møder man endda nye mennesker. Samtidig håber vi, at endnu flere får øjnene op for alt det, folkehuset ellers har at byde på", afslutter Louise.

    Projekt F:LOK - Folkehuse og Lokale kræfter

    • Gårdhaven i Folkehuset Trige er en del af projekt F:LOK – Folkehuse og Lokale Kræfter. Gennem projektet udvikles nye tilbud og arrangementer.
    • F:LOK er støttet af Nordea-fonden og arbejder med at afprøve nye måder at skabe mere liv, stærkere fællesskaber og øget engagement i de aarhusianske folkehuse.
    • Folkehuset Trige er ét af seks temafolkehuse i projektet, men erfaringer og aktiviteter deles på tværs, så alle folkehuse kan lade sig inspirere og tage del i udviklingen.
    Sidst opdateret: 2. juli 2026