Når noget sker i fællesskab, så vokser det

Inge Marie Skaarup er en af de mange frivillige, der var med til at planlægge og holde juleaften for omkring 80 mennesker i folkehusene i december. Hun er meget optaget af samspillet mellem det offentlige og frivilligheden i civilsamfundet og den synergi, der kan opstå. ”Når det spiller sammen, sker der virkelig noget”, fortæller hun.

Inge Marie er selv opvokset i en landsby, hvor forsamlingshuset var afgørende for det lokale fællesskab. ”Det er det samme folkehusene kan”, fortæller hun. ”Men i endnu højere grad, netop fordi det er et samspil mellem det offentlige og byens borgere”.

Den frivilliggruppe, Inge Marie var en del af, arrangerede juleaften i både Folkehuset Trøjborg og Folkehuset Ankersgade. De havde i planlægningen stort fokus på, hvordan de kunne levere et stærkt værtsskab og få deltagerne til at føle sig velkomne, trygge og inkluderede, og det kunne deltagerne virkelig mærke. ”Det har været pragtfuldt”, som en af dem sagde.

Ligesom til en traditionel dansk jul blev der spist lækker mad – leveret af caféen i Folkehuset Ankersgade. Der blev snakket, sunget, uddelt mandelgave, pakket gaver op og selvfølgelig danset om juletræet – og rundt i hele folkehuset.

Både blandt de frivillige og de øvrige deltagere var der stor mangfoldighed. Der var voksne og børn i alle aldre, kvinder, mænd, drenge og piger. Der var mennesker fra det allernærmeste lokalområde og fra resten af kommunen – endda fra resten af verden. "Der var bl.a. en fra Thailand og to fra Sydamerika”, fortæller Inge Marie, der glæder sig over den mangfoldighed, den fælles juleaften har formået at inkludere i folkehusenes fællesskab. Alle sammen mennesker, der ville fællesskabet – og det kunne mærkes. Hun har en klar fornemmelse af, at nye relationer og venskaber opstod den aften.

Inge Marie er motiveret af den gensidighed, hun oplever, når hun engagerer sig i frivillige fællesskaber. ”Man kan virkelig mærke, hvordan noget gror. I det øjeblik noget sker i fællesskab, så vokser det”, fortæller hun. ”Jeg håber, at erfaringerne fra julearrangementerne kan bruges til at videreudvikle lignende initiativer i folkehusene”. Hun slutter af med at understrege, at hun allerede har meget lyst til at arrangere juleaften i folkehusene igen i år.

Sammen om julen i Aarhus er et samarbejde mellem Røde Kors Aarhus, Ældre Sagen Aarhus, Rethinker, Folkekirken i Aarhus, Frivilligcenter Aarhus og Aarhus Kommune.